Det er sværere at komme hjem end at tage afsted...
"Post-Trip Depression: It's Harder to Come Home than Go Away" var det første, der kom op på min skærm efter min googlesøgning med ordene "Post travel depression". Depression er helt sikker overdrevet; men jeg ville så gerne finde et skriv beskrivende samme nedtrykte følelser, som jeg føler, når jeg tænker tilbage på min rejse.
Lad mig lige slå fast; min rejse var fantastisk. Absolut fantastisk. Jeg mødte så mange smilende, sjove og livsglade mennesker og fik lige så mange uerstattelige minder og på trods af, at det er mere end tre måneder siden, at jeg kom hjem, går der ikke en dag, hvor jeg ikke tænker tilbage på de 4,5 måned, jeg var afsted. De fleste dage tænker jeg tilbage på tiden med glæde og fyldes med varme ved tanken, men især i disse dage, hvor uddannelsesvalg, jobsøgning og lejlighedssøgning fylder mest i mit liv, rammes jeg af disse "post trip blues", hvor tristheden overskygger glæden. Tristheden ved, at rejsen ligger bag mig. At det er slut. Èn af de allerstørster oplevelser i mit liv, som det må forventes at være, er slut, og at noget lignende ikke sker igen lige foreløbig - hvis nogensinde. At New Zealands smukke natur ikke er et dagligt syn, men er skiftet ud med hverdagen, det trivielle og uden at lyde forkælet; det hårde. Det lidt kedelige måske - i hvert fald i forhold til de fire måneders oplevelser.
Selvfølgelig skal jeg ud at rejse igen. Det er jeg ikke i tvivl om. Forhåbentlig har jeg heller ikke været på min sidste grupperejse, og sandsynligvis har jeg stadig masser og masser af fantastiske rejser til gode, for det ved jeg, at jeg vil prioritere. Men denne fire måneders rejse, alene og ung, som au pair, på to grupperejser og rejse på egen hånd med en veninde, det var nok en once in a life time experience. Jeg får med al sandsynlighed hverken råd eller tid til at tage fire måneder ud af kalenderen igen på samme ukomplicerede måde, før både børn og karriere (forhåbentligt) spiller en rolle i mit liv. Hvis jeg virkelig ville, så skulle jeg nok finde en måde, hvorpå jeg kunne komme afsted igen. Tage ét ekstra sabbatår, knokle igennem, undvære min bedre halvdel igen og rejse endnu et par måneder. Men jeg er klar til næste kapitel. Klar til at flytte hjemmefra, klar til at læse, klar til et nyt liv, som også bliver spændende på mange måder. Jeg tvivler på, om endnu fire måneders rejse ville være mit ufaglærte job i otte måneder værd for at spare op inden da.
Jeg er klar til næste kapitel, og jeg glæder mig - hertil hører erkendelsen bare, at det var en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse, som ikke kommer til at gentages på samme måde. Den erkendelse, der gør ondt lige midt i togtrafikken, de sure kunder og de svære valg.
Lad mig lige slå fast; min rejse var fantastisk. Absolut fantastisk. Jeg mødte så mange smilende, sjove og livsglade mennesker og fik lige så mange uerstattelige minder og på trods af, at det er mere end tre måneder siden, at jeg kom hjem, går der ikke en dag, hvor jeg ikke tænker tilbage på de 4,5 måned, jeg var afsted. De fleste dage tænker jeg tilbage på tiden med glæde og fyldes med varme ved tanken, men især i disse dage, hvor uddannelsesvalg, jobsøgning og lejlighedssøgning fylder mest i mit liv, rammes jeg af disse "post trip blues", hvor tristheden overskygger glæden. Tristheden ved, at rejsen ligger bag mig. At det er slut. Èn af de allerstørster oplevelser i mit liv, som det må forventes at være, er slut, og at noget lignende ikke sker igen lige foreløbig - hvis nogensinde. At New Zealands smukke natur ikke er et dagligt syn, men er skiftet ud med hverdagen, det trivielle og uden at lyde forkælet; det hårde. Det lidt kedelige måske - i hvert fald i forhold til de fire måneders oplevelser.
Selvfølgelig skal jeg ud at rejse igen. Det er jeg ikke i tvivl om. Forhåbentlig har jeg heller ikke været på min sidste grupperejse, og sandsynligvis har jeg stadig masser og masser af fantastiske rejser til gode, for det ved jeg, at jeg vil prioritere. Men denne fire måneders rejse, alene og ung, som au pair, på to grupperejser og rejse på egen hånd med en veninde, det var nok en once in a life time experience. Jeg får med al sandsynlighed hverken råd eller tid til at tage fire måneder ud af kalenderen igen på samme ukomplicerede måde, før både børn og karriere (forhåbentligt) spiller en rolle i mit liv. Hvis jeg virkelig ville, så skulle jeg nok finde en måde, hvorpå jeg kunne komme afsted igen. Tage ét ekstra sabbatår, knokle igennem, undvære min bedre halvdel igen og rejse endnu et par måneder. Men jeg er klar til næste kapitel. Klar til at flytte hjemmefra, klar til at læse, klar til et nyt liv, som også bliver spændende på mange måder. Jeg tvivler på, om endnu fire måneders rejse ville være mit ufaglærte job i otte måneder værd for at spare op inden da.
Jeg er klar til næste kapitel, og jeg glæder mig - hertil hører erkendelsen bare, at det var en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse, som ikke kommer til at gentages på samme måde. Den erkendelse, der gør ondt lige midt i togtrafikken, de sure kunder og de svære valg.
Kommentarer
Send en kommentar