Henrie Mae

Jeg ser mig selv som et positivt menneske. Jeg går meget op i ikke at brokke mig (her er kæreste og min mor til deres ærgrelse beklageligvis undtaget) eller i det mindste gøre det på en "blidere" og sjovere måde, så det ikke er ren surhed, jeg går ekstremt meget op i høflighed og dét at tale pænt til andre - venner såvel som fremmede, jeg smiler, når jeg får øjenkontakt med fremmede, og jeg ønsker (næsten..) altid kunderne en god dag uanset hvor sure, de måtte være (med enkelte undtagelser af de, som fx råber "hallo" af mig. Jeg har en grænse, og det hedder "Undskyld" , fru Jensen). Hvis jeg kan mærke, at kunderne i tøjbutikken ikke har noget imod at snakke, så snakker jeg med dem. Smiler og siger hej til deres børn, komplimenterer et eller andet ved dem (ærligt, selvfølgelig). Jeg griner for det meste af mig selv, når jeg for 27. gang på en dag er gået ind i et eller andet, tabt en kop eller banket armen ind i tøjstativet i butikken. Og jeg bliver så gla

"Post-Trip Depression: It's Harder to Come Home than Go Away" var det første, der kom op på min skærm efter min googlesøgning med ordene "Post travel depression". Depression er helt sikker overdrevet; men jeg ville så gerne finde et skriv beskrivende samme nedtrykte følelser, som jeg føler, når jeg tænker tilbage på min rejse.  Lad mig lige slå fast; min rejse var fantastisk. Absolut fantastisk. Jeg mødte så mange smilende, sjove og livsglade mennesker og fik lige så mange uerstattelige minder og på trods af, at det er mere end tre måneder siden, at jeg kom hjem, går der ikke en dag, hvor jeg ikke tænker tilbage på de 4,5 måned, jeg var afsted. De fleste dage tænker jeg tilbage på tiden med glæde og fyldes med varme ved tanken, men især i disse dage, hvor uddannelsesvalg, jobsøgning og lejlighedssøgning fylder mest i mit liv, rammes jeg af disse "post trip blues", hvor tristheden overskygger glæden. Tristheden ved, at rejsen ligger bag mig. At det er